Debatindlæg publiceret i Sjællandske Nyheder (30. december 2025)
2025 er ved at gå på hæld. For mig har det været et år med stor forandring. Jeg er gået ind i politik og har haft tilliden og privilegiet at blive valgt ind i Gentofte Kommunalbestyrelse som Liberal Alliances repræsentant.
I 2026 får jeg mulighed for at bidrage i Økonomiudvalget, Ældre-, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Byplanudvalget samt Handicaprådet. Det er områder, jeg gik til valg på, og hvor beslutninger hurtigt får meget konkrete konsekvenser for borgernes hverdag. Jeg glæder mig til at gå i gang med arbejdet.
Samtidig stiller jeg, ligesom flere andre kommunalpolitikere, op til Folketinget. Det rejser et legitimt spørgsmål: Hvorfor er det en fordel at stemme på en lokalpolitiker til Christiansborg?
For mig handler svaret ikke om magt, men om sammenhæng, forenkling og ansvar forankret i den lokale virkelighed.
Alt for mange regler besluttes nationalt, men udføres lokalt. Kommunerne skal implementere lovgivning, administrere dokumentationskrav og forklare borgerne konsekvenserne af beslutninger, der ofte er truffet langt fra hverdagen.
Kommuner som Gentofte bliver direkte påvirket af nationale beslutninger om bl.a. udligning, infrastruktur, miljøregulering og fordeling af opgaver. Beslutningerne træffes i Folketinget, men konsekvenserne håndteres lokalt, derfor er det vigtigt, at kommunale perspektiver også er repræsenteret nationalt.
Lokal forankring giver ikke alle svar. Men den giver et vigtigt virkelighedstjek. Når kommunalpolitikere også er repræsenteret nationalt, bliver de lokale konsekvenser tydeligere allerede i lovgivningsarbejdet. Det øger chancen for færre skrivebordsbeslutninger, mindre detailregulering og mere ansvarlig lovgivning.
For Liberal Alliance handler politik grundlæggende om frihed, ansvar og sund fornuft. Jo tættere beslutninger træffes på dem, de berører, jo større er chancen for, at vi kan nøjes med færre regler og bedre løsninger.
Det er dét, lokal forankring kan bidrage med på Christiansborg – mindre bureaukrati og bedre beslutninger.
