Debatindlægget udgivet i Sjællandske Nyheder (31. juli 2025)
Tak til Marie Brixtofte (V) for at sætte fokus på ældres trivsel. Jeg er enig i, at ensomhed blandt ældre er et vigtigt problem. Men hendes forslag om kommunalt køb af rejser og trehjulede cykler til alle over 80 år bevæger sig efter min mening væk fra liberale grundprincipper om individuel frihed og begrænset offentlig indblanding.
Det lyder måske omsorgsfuldt, men for mig viser det en manglende tro på ældres ressourcer og på det frie menneske. Mange 80-årige i Gentofte lever aktive og selvstændige liv, tager ansvar og bidrager til fællesskabet. Hjælp til alle i denne aldersgruppe risikerer at nedgøre det, de faktisk formår.
Selvfølgelig skal vi hjælpe, hvor der er behov – det er en vigtig kerneopgave for kommunen. Men det er ikke liberalt at uddele skattefinansierede ydelser til alle, blot fordi de tilhører en bestemt aldersgruppe. Tværtimod svækker det den personlige ansvarlighed og begrænser friheden til at leve sit liv, som man selv ønsker.
Vi skylder vores ældre respekt – og det indebærer også retten til at tage egne valg. Frihed og værdighed hænger sammen. Mange ønsker ikke at blive gjort til klienter i systemet, men at leve livet på egne præmisser. De har ikke brug for trehjulede cykler som symboler på kommunal omsorg – men for friheden og økonomien til selv at vælge.
Derfor bør vi holde både skatter og regulering nede, så flest muligt kan træffe deres egne valg – også som ældre. I stedet for at kommunen udvider sit ansvar, bør vi skabe rammer for stærke, lokale fællesskaber og opmuntre til frivillige og private initiativer. På den måde fremmer vi trivsel uden at indskrænke friheden.
Der er nemlig forskel på omsorg og overbeskyttelse. I Liberal Alliance tror vi ikke, at “hvad fatter gør, er altid det rigtige”. Nogle gange skal fatter – og kommunen – blande sig lidt mindre.
